Hoftedysplasi

Rigtig mange hunderacer er i risiko for at udvikle hoftedysplasi, og det gælder også Labradoodle.

Hoftedysplasi er en genetisk lidelse, hvor hundens hofteled bliver ustabile. En normal hofte består af lårbenets ledhoved, der passer nøjagtigt ind i hofteskålen i en god og tæt forbindelse. Ved hoftedysplasi kan der udvikles ustabilitet og slid i hofteleddene under hundens opvækst, så de ikke støder rigtigt op i hofteskålen, hvilket kan resultere i mange smerter og gener ved bevægelse.

Det er især større hunderacer, der udvikler hoftedysplasi, herunder Labradoodlen. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på mobiliteten i din doodles hofter, så problemet bliver opdaget så tidligt som muligt.

Hvorfor opstår hoftedysplasi hos hunde?

Faktisk er hoftedysplasi ikke kun en arvelig lidelse, da det også kan opstå i samspil med forskellige miljømæssige faktorer. Det er derfor en multifaktoriel sygdom. Disse forhold spiller en rolle for udviklingen af hoftedysplasi:

• Størrelse og race
• Væksthastighed
• Sammensætning af foder
• Træningsintensitet og -varighed

Heldigvis er der kommet meget større fokus på avlsprogrammer, der bl.a. har til opgave at fjerne risikoen for hoftedysplasi. Men da hundens miljø også har noget at skulle have sagt, er der ting, du aktivt kan gøre for at holde lidelsen væk.

Kvaliteten og sammensætningen af dens foder har en stor betydning for, om din hund udvikler hoftedysplasi. Er der ubalance i mineralsammensætningen, og har din Labradoodle-hvalp en høj væksthastighed, øges risikoen for lidelsen. Det gælder især, hvis kalcium-fosfor forholdet er forkert, og hvis der er for store mængder kalk i foderet. 

Det er således vigtigt, at hvalpen får den korrekte ernæring, da den har en intens vækstperiode i udviklingen fra hvalp til voksen.

Derudover spiller for meget motion og træning af unghunde også en stor rolle, og for alle hunde gælder det, at overvægt blot er med til at forværre hofteproblemerne, hvis de opstår.

Epilepsi hos Labradoodle

Fordi puddelhunden er disponeret for epilepsi, kan en Labradoodle også udvikle sygdommen. Epilepsi er et tegn på en hjernefunktion, der ikke fungerer optimalt, og som giver gentagne krampeanfald.

Typisk varer et epileptisk anfald få minutter, selvom det kan føles som meget længere for dig, der blot kan se på. Hunden oplever ikke smerte under anfaldene. Får hunden jævnligt anfald (mere en 4-5 om året og mange efter hinanden), er det en god idé at få den behandlet med medicin. Hvis et anfald varer længere end 5-10 minutter, skal du kontakte en dyrlæge.

Ofte udvikler epilepsi sig til en kronisk lidelse, men det kan i de fleste tilfælde holdes under kontrol med medicin, så hunden kan leve et normalt og godt liv. Dog kan svære epilepsianfald skade både hjerne og organer, hvilket kan forringe doodlens livskvalitet.

Hvorfor opstår epilepsi?

Det kan være vanskeligt at fastslå en eksakt årsag til, hvorfor epilepsi opstår hos hunde. Grundlæggende kan man dele epilepsi op i to slags:

• Den uforklarlige epilepsi
• Epilepsi, der er opstået som følge af en tidligere hjerneskade, f.eks. fra iltmangel, infektioner eller påkørsel.

Dyrlægerne kender endnu ikke årsagen til, hvorfor den uforklarlige epilepsi opstår, men dens natur kendes godt, og der bliver stadig forsket i epilepsi hos hunde for at klarlægge de bagvedliggende årsager.

Progressiv Retina Atrofi og katarakt

Som selvstændige racer er labradors og pudler disponeret for genetiske øjensygdomme, som derfor også kan ramme en Labradoodle. En af sygdommene er Progressiv Retina Atrofi (PDA), som fører til svind i nethinden, jo ældre hunden bliver. Sygdommen starter med, at hunden begynder at blive natteblind, dvs. at den ser dårligt i tusmørke. Langsomt taber den også sit syn om dagen og bliver til sidst blind.

Hos hunde, der er under 2 år gamle, kan sygdommen udvikle sig meget hurtigt, mens den hos ældre hunde udvikler sig langsomt.

I sygdommens mere fremskredne faser ses følgesygdommen katarakt ofte. Katarakt er grå stær, hvor linsen i hundens øje bliver uklar. Et symptom på katarakt er grå eller hvide, uigennemsigtige pupiller.

Heldigvis forekommer øjensygdommene ikke særlig hyppigt. Hos de hunde, der f.eks. er mest disponeret for grå stær, bliver 1-2 procent ramt.

Har du planer om at anskaffe dig en Labradoodle, er det dog stadig meget vigtigt, at du spørger din valgte opdrætter, om tidligere generationer har fået tjekket øjne hos en dyrlæge.

Hvordan bliver diagnoserne stillet?

Diagnoserne PDA og grå stær stilles ved en øjenundersøgelse af en dyrlæge. Her kigger man på øjet via øjeninstrumenter, der har et særligt lys. Dyrlægen drypper hundens øjne med øjendråber, der får pupillerne til at udvide sig, så hele linsen kan ses.

Ingen medicinsk behandling

Får en Labradoodle konstateret PDA, er der desværre ingen medicinsk behandling, der kan standse eller forbedre tabet af synet.

Den eneste behandling af grå stær er en operation, hvor hele eller en del af hundens linse bliver fjernet.

Hypothyroidisme

Labradoodles kan også rammes af hypothyroidisme, som er en hormonel lidelse, der skyldes en mangel på skjoldbruskkirtelhormon. Lidelsen forekommer som følge af en fejl i skjoldbruskkirtlen eller i kirtlen, der styrer dannelsen af skjoldbruskkirtelhormonerne. Det vil medføre en nedsættelse i hundens stofskifte.

Symptomerne på hypothyroidisme

Hvis koncentrationen af skjoldbruskkirtelhormoner i blodet falder, vil hunden blive apatisk og sløv, og de vil tage på i vægt, selvom deres appetit falder.

Udover påvirkningen af stofskiftet, kan der opstå hudproblemer, som bl.a. gør, at pelsen gradvist bliver tyndere, hvilket kan udvikle sig til et reelt hårtab.

Dertil kan hundens koordinationsevne blive nedsat eller helt svigtende, og den kan eventuelt få tendens til at bevæge sig i cirkler.

Behandling af hypothyroidisme

Heldigvis kan hypothyroidisme behandles med tilskud af de manglende hormoner i tabletform. Det fås hos dyrlægen og gives typisk i 3-4 uger ad gangen, hvorefter hunden igen skal til undersøgelse.

Korrekt behandling gør hurtigt hunden friskere og mere livlig igen.