En times daglig motion
Som mange andre hunderacer stiller en Labradoodle forholdsvis store krav til den fysiske motion i hverdagen. Omfanget af den fysiske aktivitet skal gerne ligge i omegnen af en time om dagen, og doodles fra første generation har brug for endnu mere motion.
Holder du af en god og frisk løbetur i naturen, kan du sagtens tage din Labradoodle med dig. Det er nemlig en glimrende motionsform for en race af denne størrelse.
Selvom den nyder at løbe med dig, har den dog også behov for at løbe frit uden hundesnor, så den kan forbrænde en masse energi.
Det er også en race, som er meget glad for forskellige aktiviteter og lege, og typisk nyder de at træne agility, hvor de også kan få lov at bruge hoved og snude.
Har brug for et sted at boltre sig
En Labradoodle er en forholdsvis stor hund, der har behov for plads at udfolde sig på. Har du planer om at udvide familien med en doodle, skal du derfor have dine boligforhold in mente.
Selvom racen er meget tilpasningsdygtig og kan tilpasse sig stort set ethvert miljø, har den ikke godt af at bo i lejlighed. Du giver den de mest ideelle levevilkår i et hus i landlige omgivelser, hvor den kan opholde sig meget ude og komme af med en god del af sin energi.
Hjernegymnastik og mentale udfordringer
Mental stimulering er supervigtigt for alle hunde, især for en Labradoodle. Intelligens er nemlig et af kendetegnene for racen.
En Labradoodle har puddel i sig, hvilket er en af de mest intelligente hunderacer. Derfor placerer doodlen sig også særdeles højt, hvad angår intelligens, og den har således ikke kun brug for fysisk motion. Den stiller også høje krav til mentale udfordringer og opgaver, hvor den kan bruge sit hoved.
Den anden race, en Labradoodle består af, er labrador retriever. Labradoren har måske ikke samme ry for intelligens som pudlen, men man skal ikke lade sig snyde af dens legesyge og glade natur. Oprindeligt blev labradors avlet med henblik på jagt, hvilket gør dem meget opmærksomme på deres ejers behov og humør.
Kombinationen af puddelhundens skarpe hjerne og labradorens emotionelle egenskaber har givet doodlen det bedste fra begge verdener: en glad hund, der er ivrig efter at behage, og som har evnerne til at udføre en bred vifte af tricks og øvelser.
Understimulering = destruktiv adfærd
De selvstændige racer puddel og labrador, som en Labradoodle består af, finder typisk på at underholde sig selv, hvis de ikke stimuleres tilstrækkeligt. Keder en doodle sig for meget, fordi den ikke får brugt sin hjerne, kan den udvikle en destruktiv adfærd, der kan gå ud over møbler og sko, og det vil du, som ejer, absolut ikke vil bryde dig om.
Nogle Labradoodle-ejere kan måske have svært ved at identificere hundens høje intelligens, for racen kan have tendens til at hoppe i armene på gæster eller brase igennem terrassedøre. Men man bør ikke tage klodsetheden og den store begejstring for mangel på intelligens. I mange tilfælde er det høje energiniveau og manglen på selvkontrol faktisk tegn på, at det er en intelligent hund, der blot mangler den rette stimulering.
Du skal derfor være sikker på, at du kan opfylde kravene til mental stimulering, før du anskaffer en Labradoodle. En doodle, der får korrekt stimulering, vil føle sig glad og godt tilpas og være superlet at have med at gøre.
En Labradoodle tager godt imod træning
Det er heldigvis aldrig for sent at træne en Labradoodle. Det er nemlig en race, der er ivrig efter at arbejde og behage sin ejer.
Disse egenskaber gør, at racen generelt tager rigtig godt imod forskellige former for træning. I kan derfor udføre en lang række fysiske og mentale aktiviteter og øvelser såsom lydigheds- og apporteringstræning med stor succes. Dog sætter det naturligvis også krav til, at du hver dag aktivt giver den udfordringer at løse for at opfylde dens behov for stimulering.
Du kan nemt lære din doodle de almindelige kommandoer som sit, dæk samt at blive siddende på et bestemt sted, mens du går væk. Racen elsker at lære nyt, så du kan også have succes med at lære den sjovere og mere underholdende tricks.
Legetøj til mental stimulering
Selvom vi gerne vil, kan vi selvsagt ikke bruge alle vores vågne timer sammen med vores hund. Derfor er det en rigtig god idé at give en Labradoodle forskelligt legetøj, der kan holde dens nysgerrighed og hjerne beskæftiget i den tid, du ikke kan bruge med den.
Der er sket meget med hundelegetøj i løbet af de sidste årtier, og i dag findes der en masse forskelligt legetøj designet specifikt med hundens mentale stimulering for øje. Du kan derfor give en doodle:
- Godbids-/foderbolde: her skal hunden arbejde for at få sin mad eller sine godbidder, så den ikke sluger sit måltid, men i stedet indtager det over længere tid.
- Aktivitetsspil: der findes mange forskellige spil til hunde, men fælles for dem alle er, at hjernen skal bruges. Det kan f.eks. dreje sig om skydelåger, der skal flyttes for at få fat i godbidder.
- Snusetæppe: dette minder en smule om foderboldene. Her bliver godbidderne gemt i tæppet, hvorefter hunden skal snuse sig frem til dem. Det giver den mulighed for at arbejde sig frem til maden med sine naturlige instinkter såsom lugtesansen.
Godt legetøj kan give din Labradoodle mange timers underholdning og mental stimulering, hvilket er supervigtigt for dens velbefindende.