Skrevt d. 01.11-2022

Sådan plejer du din Labradoodle

En Labradoodle er en blanding af en labrador retriever og en puddel. De er rigtig populære, da de ofte er allergivenlige grundet deres specielle pels. Denne specielle pels betyder dog også, at pelsen skal plejes anderledes end andre hundes pels. Vil du gerne blive klogere på, hvordan du bedst plejer din Labradoodles pels? Så læs med her.

Sådan Plejer Du Din Labradoodle

Sådan er en Labradoodles pels

Normalt fælder hunde enormt meget, men der er faktisk nogle få hunderacer, som ikke fælder. De kaldes derfor allergivenlige hunde. Pudlen er en af disse hunderacer. Der er derfor stor sandsynlighed for, at Labradoodlen heller ikke fælder, da den jo kan have arvet den allergivenlige pels.

Grunden til at nogle hunderacer ikke fælder skal findes i deres pelstype. Når hunde fælder, er det nemlig deres underuld, som fælder. Hvis hunden derfor ikke har underuld, vil den ikke fælde. Men når hunden ikke selv kan komme af med sine hår, er det nødvendigt med ekstra pelspleje. Det kan godt være hårdt arbejde – men på den anden side skal du ikke konstant støvsuge for at holde dit hjem rent.

Langt de fleste Labradoodles har en lidt krøllet pels og ingen underuld. Pelsen er meget blød og kan måske lidt ironisk godt minde lidt om uld. Krøllerne kan være de typiske proptrækkerkrøller, som Pudlen er kendt for. Men da det jo er en blandingshund, kan de også arve labradorens pels i stedet. Så vil pelsen ofte være lidt længere. Den vil ikke have de typiske krøller, men kan i stedet have bølget hår. Pelsen er ofte rigtig tyk og holder dem godt varme.

Derfor er det vigtigt at børste pelsen

Når hunden ikke selv kommer af med nogle af dens hår, er det i stedet nødvendigt at pleje pelsen lidt ekstra. Det er for eksempel vigtigt at børste pelsen regelmæssigt.

Du bør børste din Labradoodle 1-2 gange om ugen. Afhængig af pelsen kan det være nødvendigt at gøre det ofte, men du kan altså også nogle gange slippe afsted med at gøre det sjældnere. Hvis din hund har meget kort hår, behøver du for eksempel ikke børste den lige så tit, som hvis den har meget langt hår.

Det er enormt vigtigt, at du børster pelsen. Hvis du ikke børster pelsen, vil den nemlig hurtigt blive filtret, og der vil komme knuder. Det er rigtig ubehageligt og usundt for hunden. Børst derfor hellere pelsen lidt for meget end for lidt.

Når du børster pelsen, bliver den desuden også renere. Du får nemlig børstet en masse skidt ud, som du ikke kan se med dit bare øje. Hvis din hund har rigtig langt hår, kan der sidde små blade og andre ting fast i den.

Skal din hund klippes?

Skal din hund klippes? Det korte svar er: ja. En Labradoodle kan som sagt ikke selv komme af med sin tykke pels, så derfor er det nødvendigt, at du hjælper den.

Det er dog op til dig selv, hvor ofte du synes, at din Labradoodle skal klippes. Nogle mennesker synes for eksempel, at den lange pels er enormt flot, og de vil derfor rigtig gerne have, at deres hund ikke bliver klippet for ofte. En lang pels kræver dog en masse pelspleje, da pelsen for eksempel skal børstes meget oftere.

Hvis du gerne vil bruge mindre tid på pelspleje, kan du vælge at klippe din Labradoodles pels helt kort. Så er der nemlig ikke lige så meget pels at børste igennem.

Du kan vælge selv at klippe din Labradoodle eller tage til en professionel hundesalon. Det varierer meget, hvad Labradoodle ejere foretrækker.

Hvis du tager til en salon (eller selv er meget godt til at klippe), kan du klippet forskellige mønstre ind i pelsen. Du kan også vælge at lade noget af pelsen have en længere længde, hvis du vil.

Pleje Labradoodle

Regelmæssig vask eller ej?

Hunderacer, som kræver meget pelspleje, skal ofte vaskes tit. Det gælder dog ikke den populære Labradoodle. Faktisk skal den meget sjældent vaskes.

Labradoodlens pels er ofte vandafvisende og lugter ikke særlig slemt. Der kan altså sagtens gå langt mellem badene. Hvis du oplever, at din hund lugter, er det naturligvis tid til et bad. Hvis din hund er beskidt, kan du ofte slippe afsted med bare at skylle den eller vaske den med en våd klud.

Når du vasker din Labradoodle, er det en god idé at børste dens pels ordentligt igennem først. Derudover må din hund heller ikke få det for koldt. Sørg derfor for at tør hele kroppen med et håndklæde eller en hårtørrer efter badet.

Undgå øreinfektioner

Når du tørrer din Labradoodle, skal du især være opmærksom på ørerne. Det er nemlig meget normalt for Labradoodles at få øreinfektioner. Det er irriterende og gør ondt på din hund. Mange øreinfektioner kan dog forhindres, hvis bare din hunds ører er helt tørre. Ørerne hænger ned og har ofte langt hår. Derfor kan selve øret og øregangen godt blive fugtig og have svært ved at tørre, hvis den lange pels er våd.

Du skal derfor også tørre din Labradoodles ører, hvis den har været ude at svømme eller boltre sig i regnvejret.

Gode redskaber at eje

Det vigtigste redskab, som du skal have som Labradoodle ejer, er en børste. Der findes mange forskellige børster, så det kan godt være, at du skal eksperimentere lidt før, at du finder en, som du er tilfreds med. Da Labradoodlen ofte har krøller, er det desuden en rigtig god idé også at have en kam.

Hvis din hunds pels har en tendens til hurtigt at blive meget filtret, kan du købe en filtopsprætter. Det er ikke et værktøj, som du behøver bruge hver dag, men den er rar at have liggende.

Det er altid en god idé at have en saks også. Så kan du let klippe pelsen, hvis den er blevet lidt for lang. Det kan for eksempel være pelsen omkring ørerne eller øjnene. Hvis du gerne selv vil klippe hele din hund, skal du desuden have en ordentlig klipper.

Det kan for eksempel være en elektronisk klippemaskine. De er effektive og lette at have med at gøre.